Danmarkshistorien digitaliseres

Rationeringskort uddeles på Kbh Rådhus 1917. Foto: Holger Damgaard

Bookmark and Share

 

 

POLFOTO er i færd med at digitalisere 60.000 billeder fra perioden 1908-97. Billederne er taget af en lang række fotografer fra Politiken og Ekstra Bladet samt en masse freelancefotografer, der har været tilknyttet Politikens Hus gennem årene. POLFOTOs fysiske arkiv udgør en unik del af den danske kulturarv, og samlingen består af over 10 millioner billeder. I første omgang digitaliseres 25.000 billeder fra perioden 1940-97 af særlig kulturhistorisk værdi. Samlingen kommer til at afspejle udviklingen fra efterkrigstidens kolonihaveidyl til 90’ernes multikulturelle samfund. Vi stiller skarpt på alle aspekter af samfundsudviklingen fra hverdag til fest og fra kongehus til kartoffelkur. Udvælgelsen er altid foretaget med det gode motiv for øje.

Anden del af digitaliseringsprojektet tæller 23.000 billeder taget af Danmarks første pressefotograf Holger Damgaard i perioden 1908-40, samt 2000 billeder af hans elev Tage Christensen. Billederne giver et unikt billede af Danmark i den begivenhedsrige første halvdel af det 20. århundrede med automobiler, gullaschbaroner og verdenskrige. Fra de brølende 20’ere til de depressive 30’ere møder vi personligheder som Niels Bohr, Josephine Baker og Thorvald Stauning.
Sidst men ikke mindst digitaliseres flere end 10.000 historiske billeder fra Jyllands-Postens enestående arkiv.​
Digitaliseringsprojektet er blevet til på baggrund af en bevilling fra Politiken Fonden, Jyllands-Postens Fond og EU-Kommissionen