Nyt fra Forfatterweb oktober 2016

Forfatterweb logo

Oktober  2016
 

Bogforum 2016

Igen i år kan man møde Forfatterweb i Bogforum som foregår i Bella Center i København fra den 11. - 13. november. Kom og hør om vores udviklingsplaner, sidste nyt på forfatterfronten og arbejdet med temaer.
Find os på stand nr. C4-022.

Nye temaer
Sygdom i litteraturen er ikke et nyt fænomen. Amalie Skram beskrev kritisk livet på sindssygehospitalet, St. St. Blicher fortalte i ”Hosekræmmeren”, hvordan ulykkelig kærlighed endte i galskab, og i 1960’erne skrev forfattere som Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro om psykiske lidelser. Tendensen er dukket op igen, nu med et mere individualistisk fokus.

Vi har samlet et udvalg af nyere skønlitterære værker hvori fysisk eller psykisk sygdom spiller en rolle.


Niles Hinrichsen i filmen Hosekræmmeren efter Blichers novelle. Foto: Constantin Film / Scanpix

Vold mod børn er et andet litterært tema som vi vil præsentere i samarbejde med den fælles nationale temakampagne i uge 46 og 47. Mere om det i næste nyhedsbrev.

Drama
Ødipus og Antigone er aktuel på Det kongelige teater. Se portrættet af én af græsk tragedies store dramatikere Sofokles

Nye portrætter


Georges Perec


Foto:  NF / Scanpix

Den franske forfatter Georges Perec døde i 1982. Først fire år forinden, efter hovedværket ”Livet en brugsanvisning” for alvor satte ham på det litterære kort, lykkedes det forfatteren at leve af sin kunst. Perec viser enorm nysgerrighed i sin tilgang til litteraturen hvor melankolien og legen altid går hånd i hånd. I dag er Perec anerkendt som en af efterkrigstidens betydningsfulde og originale franske forfattere hvis værker har sat sig spor hos en lang række nutidige forfattere og kunstnere.

Læs portrættet af Georges Perec


Nell Zink


Foto: Hr. Ferdinand

I Nell Zinks roman ”Knald og fald” fra 2015 skildrer hun kulturen i de amerikanske sydstater, hvor hun selv er vokset op, med vægt på den menneskelige identitet og muligheden for at rykke sig fra sit ophav. Romanen er en skør historie hvor læseren forføres af tempofyldt prosa med dramatiske inputs. Med sine queer tendenser og humoristiske undertoner giver romanen et forunderligt indblik i sydstaternes leben.

Læs portrættet af Nell Zink


Sofokles


Foto: Bogforside. Hans Reitzels Forlag.

Sammen med de andre græske tragediedigtere har Sofokles lagt grundlaget for hele den vestlige teatertradition og har tilmed været en guldmine for de humanistiske discipliner, især filosofi og psykologi. Sigmund Freud opkaldte Ødipus-komplekset efter Sofokles’ stykke ”Kong Ødipus” om en mand der uforvarende slår sin far ihjel og gifter sig med sin mor. Hans komplekse karaktertegninger og grundlæggende menneskelige konflikter har i årtusinder gjort Sofokles aktuel, og han spilles hyppigt på teatre verden over. Lige nu på Det kongelige teater.

Læs portrættet af Sofokles


J.G. Ballard


Foto: John Baxter / Scanpix

Den britiske forfatter J.G. Ballard har skrevet en række dystopiske science fiction-romaner men er også en kontroversiel kultforfatter, hvis hallucinerende og fragmentariske tekster skildrer en moderne virkeligheds fiktionsgullasch. Han er dog mindst lige så kendt for sine selvbiografiske bøger, som bearbejder barndommens traumatiske krigsoplevelser i en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig.

Læs portrættet af J.G. Ballard


Topbanner. Fokus på de nye forfattere



Mød os på Facebook og Twitter og sæt
dit præg på dialogen om forfatterskaberne.